Gemt under: Internet

Ifølge undersøgelsen er der ingen forskel på, hvor hyppigt kvinder og mænd laver ulovlige digitale kopier. Den ulovlige koipiering er særlig udbredt blandt de yngste, men finder sted blandt alle aldersgrupper. Arkivfoto
Hver tredje dansker kopierer ulovligt
Der hersker kaos i den digitale verden. Forbrugerne kender ikke reglerne for downloadning af musik, og omfanget af ulovlig kopiering er stort. Musikbranchen kalder forbrugernes uvidenhed for en dårlig undskyldning.
Ifølge en undersøgelse, som Forbrugerrådet har foretaget blandt knap 800 forbrugere, har hver tredje dansker ulovligt kopieret musik lånt fra biblioteket, venner etc.
Samtidig har hver femte ulovligt kopieret musik til personer uden for deres husstand.
“Lovgivningen er forældet,” siger Karsten Kolding, afdelingschef i Forbrugerrådet.
“Loven om ophavsret er fra en tid med kassettebånd og VHS. Lovgivningen skal opdateres til den moderne, digitale tidsalder, og forbrugeren skal nemmere kunne skelne mellem, hvad der er lovligt og ulovligt,” siger Karsten Kolding og opfordrer Forbrugerstyrelsen til at føre en kampagne på området. Han roser dog styrelsen for at have igangsat en informationskampagne om digital kopiering på forbrug.dk
De svære regler
Forbrugerrådets undersøgelse dokumenterer, at forbrugerne ikke aner, hvad de må og ikke må.
Lang størstedelen af forbrugerne er klar over, at det er ulovligt at kopiere musik, man har lånt fra andre.
Til gengæld svarer over halvdelen forkert eller er i tvivl om, hvorvidt de må udlåne kopier af musik, som de selv har i originalt format. På de områder, hvor forbrugerne rent faktisk har mulighed for at bruge kopieringer af musik lovligt, tror de dog fejlagtigt, at det er ulovligt.
At det rent faktisk er lovligt at anvende kopier, hvor man selv har originalen, på eksempelvis ens kontor er noget, som under 40 pct. af forbrugerne ved.
De unge kopierer flittigt
Ifølge undersøgelsen er der ingen forskel på, hvor hyppigt kvinder og mænd laver ulovlige digitale kopier. Den ulovlige koipiering er særlig udbredt blandt de yngste, men finder sted blandt alle aldersgrupper.
Forbrugerrådet efterlyser klare regler og mener, at forbrugerne med de nuværende regler kriminaliseres urimeligt.
“De fleste brugere laver jo ikke bevidst kriminalitet i dag. Hvis en 13-årig vil have en sang med Madonna, downloader hun den bare,” siger han og opfordrer folk i musik- og filmbranchen til at samarbejde med lovgiverne på området om mere gennemsigtighed.
“Det bliver deres opgave at finde balancen mellem at gøre det nemmere for forbrugeren at manøvrere, samtidig med at kunstnerne tjener penge,” siger Karsten Kolding.
Afdelingschefen forudser endnu større problemer, når man med forbedret teknologi får mulighed for at downloade film via nettet.
“Så det er på høje tid, at vi får gjort noget ved det. For det digitale kaos er et omfattende problem,” siger Karsten Kolding.
Branchen: Dårlige undskyldninger
I musik- og pladebranchen afviser Jesper Bay, marketingdirektør hos pladeselskabernes brancheorganisation, Ifpi, at lovgivningen er forældet og kompliceret.
“De fleste folk ved godt, hvad de må og ikke må, når det gælder kopiering, og reglerne er ikke særlig indviklede. Hovedprincippet er, at man gerne må tage kopier til sig selv men ikke til andre. Det er da ikke så svært,” siger Jesper Bay.
“Men mange laver alligevel piratkopier, og når de siger, at de ikke kender reglerne, er det jo ofte blot en dårlig undskyldning for deres ulovlige handlinger,” mener Jesper Bay.
Ifpi forsøger via forskellige kampagner og tiltag at bekæmpe og oplyse om det digitale pirateri. Inden længe retter organisationen sin indsats mod de unge og Folkeskolen.
“Ikke blot for at fortælle, at pirateriet er ulovligt, men også for at gøre opmærksom på, hvorfor det er værd at betale for musik,” siger Jesper Bay.
Han roser i øvrigt Forbrugerstyrelsens kampagne på området men undrer sig over, at den har været så længe undervejs.


