Danmarks mest veltalende debattør eller rejsende i varm luft? Meningerne er mange om den borgerlige stemme, Morten Albæk, der her fortæller om at skulle leve op til sin fars ambitioner og kunsten at balancere en stor fadøl på brystet.

På Morten Albæks kontor i Danske Banks hovedsæde er der dårlig belysning fra lysstofrør i loftet, glasset i en ramme er ødelagt, panelerne er taget af radiatorerne, som nu ligner rustne bilmotorer, og i det hele taget er det mest personlige flyttekasserne, som står stablet i et hjørne. Og så er der kaffen: Tjæresort på institutionstermokande serveret i plasticbægre uden hverken mælk eller sukker.

Så er det godt, at Morten Albæk lyser op i alt det grimme. Selv et dovent lysstofrørs gustne skær kan ikke tage den velplejede og sunde kulør fra ham. Man kunne let tage fejl af ham og en fodboldspiller fra den italienske Serie A med hans tilbagestrøgne hår, hvide tænder og de to åbne skjorteknapper, der giver frit udsyn til brysthårene. Men dialekten er så vendelbosk, som den overhovedet kan blive, og imødekommenheden er høflig og oprigtigt deltagende. Albæk møder mennesker med dannelse og respekt, så man føler sig velkommen og set i hans selskab. Så meget, at man næsten tilgiver ham kaffen.

Her i begyndelsen af januar forlader han Danske Bank, som han efter seks år og seks forfremmelser siger farvel til som Senior Vice President og chef for afdelingen for ideudvikling og innovation. Det er imponerende, at han kun er 33 år og sideløbende med karrieren har været en aktiv borgerlig og ofte provokerende deltager i den offentlige debat med egen Berlingske-klumme, et utal af foredrag, to debatbøger og et professorat i filosofi på referencelisten. Næste stop hedder vicedirektør i Vestas med ansvar for marketing og kundeoplevelser.

Morten Albæk starter med at være pendlende weekendfar. Resten af familien rykker først med til Århus til sommer, så hans datter kan gøre børnehaveklassen færdig i København, og sønnen kan starte i ny børnehave.

Så han skal have en afskedssalut. Den kommer fra denne avis’ Groft Sagt-skribent Mikael Jalving og lyder sådan her:

»Som meningsmager opfatter jeg Morten Albæk som en præst, en salvelsesfuld forkynder og moralist, der altid tager patent på det Gode og med en masse ordskvadder forklarer, hvem de Onde er, og hvad Ondskaben går ud på. Han er en slags tidstypisk staffage. Derfor er det også meget bedre for alle os andre, at han tilsyneladende nu skal sælge vindmøller og varm luft. Held og lykke med vinden. Den blæser din vej, Morten!«

Morten Albæk griner allerede, inden det sidste ord i Mikael Jalvings mail er læst op. Og så svarer han med en af sine mange lange formfuldendte sætninger fulde af store ord:

»Hans analyse indeholder en åbenlys fejlslutning! Vindmøller drejer hurtigere med varm end med kold luft, hvorfor jeg antager, at Vestas aldrig ville ansætte en varmluftsballon. At blive kaldt moralist tager jeg som en kompliment og et adelsmærke. Det samme, når nogen anklager mig for at have meninger om alt. Det håber jeg, at alle mennesker har om det samfund, de lever i,« siger han og læner sig frem over skrivebordet med et blik og en attitude som er så intens, at man instinktivt rykker tilbage i stolen.

I sin debatbog »Nedslag – mellem det vi siger og det vi gør« fra sidste år, revser Morten Albæk sin generation for mange ting. Blandt andet for ikke at være nærværende og deltagende over for hinanden. Sådan ser Morten Albæks eget liv ud:

»Jeg står op klokken 5.45 og gør mig klar. Så vækker jeg børnene, gør dem klar, kører Asger i vuggestue og er inde på kontoret omkring klokken 8. Der er dage med foredrag og andre ting, men normalt arbejder jeg til klokken 19, går ned og træner til klokken 21, køber noget take away-mad, går tilbage til kontoret og arbejder til klokken 1. Det gør jeg hver anden arbejdsdag. De andre dage kommer jeg hjem mellem klokken 18 og 20 for enten at være med til at spise eller putte børnene. I weekenderne laver jeg intet andet end at være sammen med mine børn og elske med min kone. I de sidste fem år har jeg ikke haft en uge uden arbejdsdage på den anden side af klokken 1.«

Med den kalender er det vel oplagt at snakke om alle de fravalg, du selv foretager. Er du en lige så god far og ægtemand, som du kunne have været?

»Det kan kun fremtiden give svaret på. For der er ingen tvivl om, at jeg har været langt mere tidsmæssig fraværende end de fleste er, og hvad mange vil finde anbefalelsesværdigt. Adskillige gange er jeg blevet ramt af den dybeste og mørkeste dårlige samvittighed over ikke at leve op til mine egne forventninger om, hvad det vil sige at være en kærlig og omsorgsfuld ægtemand og far. Men det betyder ikke, at jeg graver mig selv ned i et hul af skam. For min familie har det rigtig godt. Mine børn er kernesunde og trives, og i mit ægteskab er skænderier og høje råb selvfølgelig også en del af hverdagen, men der er langt mere kærlighed, omsorgsfuldhed og samarbejde end det modsatte. Jeg er selv vokset op med en far, der ikke var der ret meget. Han var ingenlunde en perfekt far, men han har givet mig nogle redskaber til at leve livet på en god og interessant måde, og det vil jeg gerne give videre til mine egne børn. Jeg vil hellere give dem almen dannelse, virkelyst, selvtillid og selvværd, end jeg vil synge dem i søvn hver aften.«

Er der ikke mange dameblade, der gerne vil snakke med din kone om, hvordan man bliver så opofrende og holder dig ud?

Morten Albæk griner.

»Jeg er glad for, at hun har lovet altid at sige nej, for der er mange, der har interesseret sig for, hvem den kvinde er, der kan holde ud at leve sammen med en egoman som jeg.«

Hans far, Ole Albæk, døde i sommer. Han var oprindelig uddannet skolelærer, men blev senere Danmarks yngste skoledirektør nogensinde, inden han tog springet til administrerende direktør i det private erhvervsliv. Samtidig var han kommunalpolitisk aktiv med holdninger i spændet mellem Konservative og Radikale, og i mere end tre årtier var han en respekteret og magtfuld mand i Nordjylland, som de fleste kendte og forholdt sig til på godt og ondt.

Således også hans tre sønner (Mortens lillebror, Christian, er i Frømandskorpset og storebroren, Lars, driver en konsulentvirksomhed, red.), som voksede op i det borgerligt kulturradikale hjem med faren for bordenden som åndeligt overhoved.

»Så jeg er vokset op med lige dele Bibelen og Brandes,« fortæller Albæk om sin barndom i den lille by Uggerby ved Hjørring.

»Min far repræsenterede en fusion mellem klassiske humanistiske værdier på den ene side og en forankring i den private sektor på den anden. Så det er nok ingen overraskelse for en dybdepsykolog, at jeg selv står, hvor jeg står. Jeg indrømmer blankt, at det på nogle områder næsten kan virke skræmmende, hvor meget jeg er et spejl på ham. De hårdeste anmeldelser har jeg ikke fået af anmelderne, men først og fremmest af min far. Han brugte hovedparten af sin tid uden for familien. Ikke fordi han ikke elskede os, men fordi han var af den overbevisning, at hvis man ville måle et menneskes eksistentielle overskud og generøsitet, så var det ikke på, hvor mange gange, man kysser sine egne børn på panden, men hvor mange gange man finder tid til også at kysse naboens.«

Det er da lykkeligt, at du ikke var frustreret over, at din far aldrig var der?

»Det var jeg, tro mig! Der har været frustrationer og konfrontationer, også i næsten litterær og filmisk forstand, med råben og skrigen og kasten med ting. Men da jeg blev 16-17 år vidste jeg godt, at jeg var privilegeret med en far, som på udvalgte områder var et indiskutabelt forbillede. Hvor kommer du selv fra?«

Jeg er fra København.

»Så tror jeg, du har svært ved at forstå det miljø, jeg kommer fra. Det er så langt ude på landet, at det næsten er ufatteligt. Småt, trygt og overskueligt, men også indskrænket. Når ens barndomshjem samtidig er så absolut anderledes end alle andres hjem, så ville det være unaturligt, hvis man ikke kom i en eller anden form for identitetskrise i en meget tidlig alder. For var det os eller de andre, der var noget galt med, når nu vi ikke lignede hinanden? Min konklusion var, at det nok var os, så jeg løb ud og stak mine hænder i cykelkæder bare for at få skidt under neglene. Når der blev høstet, stod jeg med håndfladerne under halmstrengene for at få vabler, for det havde alle mine kammerater. Men jeg kom fra et hjem, hvor vi havde kontorhænder og silkefingre, og vi kom i skole med nystrøgede ternede skjorter. Så samtidig med at jeg gerne ville blive som de andre, så vidste jeg godt, at jeg aldrig blev det. Det avlede en adfærd, som gjorde det forfærdeligt for mange lærere at have mig i klassen,« siger han.

Hvornår fik du overvundet den følelse af identitetskrise?

»Det skal ikke lyde som om, at jeg har ligget på en briks og modtaget terapi i de sidste to årtier, men den har nok varet fra jeg var fem-seks år, til jeg var små 30 år.«

Det er relativt sent at finde ud af, hvor man hører til?

»Jeg vil hellere sige, at jeg relativt sent blev i stand til at svare på, hvem jeg var, og hvem jeg havde lyst til at blive. Og især hvor jeg hørte til fagligt, intellektuelt, socialt og emotionelt. Du må ikke få det mindste indtryk af selvmedlidenhed, for jeg har på alle måder været privilegeret. Men der har været perioder, hvor jeg har været meget rastløs og utilfreds med, hvad jeg lavede, og hvem jeg var.«

Det virker, som om du har haft en stærk trang til bare at blive til NOGET og én, som havde en position i samfundet?

Han tænker sig om et øjeblik.

»… Jeg har haft en uendelig stærk trang til at ville være noget, som min far syntes var noget. Jeg har aldrig…«

Han tøver. I det samme ringer telefonen. Han ser på displayet.

»Det var sgu pudsigt. Det er min mor. Jeg bliver lige nødt til at tage den. Hej, mor, jeg sidder lige midt i et interview og taler om dig og far. Jeg ringer lidt senere…«

Moren siger et par ord.

»Ja det er fint, det skal jeg nok.«

Han lægger på igen.

»Hvor kom vi fra? Jo, jeg har altid haft en ufattelig stor trang til at være noget og gøre noget, som i min fars øjne var kvalitet og gjorde en forskel. Men jeg har aldrig haft en strategi for at opbygge et personligt brand.«

Morten Albæk starter med at læse Historie og siden Filosofi på Aarhus Universitet. Under studierne tager han til London for at arbejde på den danske ambassade, og han studerer på det tredje lavest rangerende universitet i hele England, hvor han kommer fra med middelmådige karakterer. Da han kommer tilbage til Århus, er han træt af at studere, men han tilskriver det selv den nærmest »calvinistiske pligtetik«, han er vokset op med, at han alligevel gennemfører studierne. Mens han læser om dagen, arbejder han om aftenen og natten på den lokale Café Drudenfuss, og sammen med en ven starter han kulturselskabet Stilling »som skal realisere det demokratiske potentiale i det offentlige rum«. Albæk vil nemlig ud i den virkelige verden og gøre en forskel.

Havde du en ambition om at blive en stemme, man lyttede til og havde respekt for?

»Jeg har altid haft ambitionen om at bidrage og tage initiativ til at skabe noget stort og blivende, som gør en forskel for flest muligt mennesker. Men jeg kunne ikke stave og skrive, så det at blive forfatter og skrive bøger var overhovedet ikke noget, jeg troede, jeg ville blive i stand til. Jeg troede knap, at jeg ville kunne få mig en studentereksamen.«

Var du nogensinde i tvivl om, om at du ville klare den og blive til noget? Hvad nu, hvis det var blevet til et liv i middelmådighed bag ligusterhækken?

»Der rammer du solar plexus, fordi den uro og utilpassethed, som jeg tror er en del af, hvem jeg er, er en rendyrket angst for at blive gennemsnitlig og middelmådig set i min fars øjne. Jeg ville gerne sikre mig, at jeg ikke kom til at sidde bag en ligusterhæk med min Weber-grill, friværdi og medlemskabet af golfklubben og Rotary som mine primære interesser. Ikke fordi jeg har den fjerneste desrespekt for folk, der lever almindelige liv eller er gennemsnitlig gode til, hvad de laver. Overhovedet ikke. Jeg havde bare ikke en idé om, at det var det, mit liv skulle bruges på. Derfor var det desto mere deprimerende at konstatere, at jeg efter endte studier regnede med, at min adgang til arbejdsmarkedet, hvis jeg var rigtig heldig, ville blive et deltidsjob som tekstforfatter på et 3. divisions reklamebureau eller, hvis jeg var lykkens pamfilius, et job som vikar på Testrup Højskole.«

Det er først, da Morten Albæk til sin storebrors bryllup i 2000 bliver sat over for HR-chefen fra Danske Bank, at tingene begynder at gå hurtigt. HR-chefen taler med chefen for kommunikationsafdelingen, og inden længe får unge Albæk et opkald om, at banken har brug for nogle anderledes tænkende kreative hoveder.

Hvad nu, hvis det ikke var gået sådan for dig? Var du så endt som en deprimeret og nedbrudt sjæl?

»Det gør mig både stolt og taknemlig, at jeg indtil videre har forvaltet mine pund i overensstemmelse med de privilegier, jeg er blevet givet. Men min opdragelse og den region, jeg er vokset op i, er også en vigtig faktor. Det lyder måske som selvros, men jeg er ufattelig flittig! Jeg er langt flittigere end noget jævnaldrende menneske, jeg har mødt. Jeg læser mere, jeg arbejder mere, jeg taler med flere mennesker, jeg strukturerer min tid bedre. At jeg har realiseret mit potentiale har meget at gøre med min flids- og pligtetik.«

Så hvis man bare er flittig..?

»Forfængelighed er også en dimension, som har betydning for, hvem jeg er. Det er ikke falsk beskedenhed, men jeg anser ikke mig selv for at være på nogen måde ekstraordinær godt begavet. Til gengæld anser jeg mig selv for at være mindre konfliktsky og langt mere effektiv end gennemsnittet. Derudover har jeg en angstneurose, som samtidig er min største drivkraft. Den går ud på, at jeg er fundamentalt angst for at blive dummere i dag, end jeg var i går.«

I 2005 skrev Morten Albæk debatbogen »Generation fucked up?« sammen med den jævnaldrende Rasmus Hylleberg. I dag er de to stadigvæk gode bekendte, men Hylleberg husker sine første møder med Morten Albæk, som han både første, anden og tredje gang oplevede som opblæst og arrogant.

Hvorfor tror du, han siger det?

»Jamen, det er nok, fordi… nu kan man ikke psykoanalysere sig selv, men jeg er glad for at være den, jeg er. Jeg føler mig privilegeret over det liv, jeg har, så jeg møder ikke mine omgivelser med sænket blik, ligesom jeg ej heller venter på at blive spurgt, før jeg giver min holdning til kende.«

Nu siger du, at du aldrig har gået op i personlig branding og den slags. Men du har altid haft den samme frisure og går i opknappede skjorter. Så du fremstår som én, der er meget bevidst om sit eget image. Kan det ikke opfattes arrogant?

»Jeg finder det bare så absurd underholdende, at folk ikke er i stand til forstå, at jeg foretager nøjagtigt den samme øvelse hjemme foran spejlet, som alle andre mænd gør,« siger han langsomt forklarende, som om at det da ikke kan være så svært at forstå.

»Selvfølgelig går jeg op i, om jeg ser godt ud. Hvem gør ikke det? Jeg er noget så såre naturligt som forfængelig med mit udseende. Jeg ved godt, at nogen mener, at hvis man skal være en sandfærdig intellektuel, så skal man være hævet over, om man har ølvom og ikke sixpack, men jeg er fuldkommen ligeglad, for jeg kan godt lide min krop. Jeg kan lide, at jeg selv synes, jeg ser godt ud. Men betyder det, at alle andre også synes det? Nej, gu faen gør de ej! Det er de færreste, der synes, at min frisure er højmoderne, men så længe min hustru finder det sexet at tage fat i nakkehårene på mig, så skal jeg ikke klippes.«

Tror du, at det kan have skabt noget modstand imod dig, fordi der har været en fordom om, at når man ser ud som du, så kan man ikke have noget at byde på intellektuelt?

»Jeg tror, at jeg til tider og i bestemte kredse har været udsat for en fordomsfuldhed, der er beslægtet med de fordomme, der florerer om blondiner. Fordommen mod mig er, at man ikke kan se sådan ud, være så ung og samtidig være chef i Danske Bank, og så have den frækhed at deltage i den offentlige debat som forfatter og filosof. Men det kan ikke få mig til at ryste på hånden. Og når Weekendavisen endnu en gang ser sit snit til at skrive et eller andet ironiserende eller nedladende om mig på sin bagside, så tager jeg det som en kompliment. I øvrigt bruger de altid pæne billeder, hvilket jeg sætter stor pris på.«

Når man taler med folk, der kender dig fra Århus, virker det som om, at du nærmest brugte et helt årti på at være bartender og feste. En kilde, som kender dig godt, men gerne vil være anonym, har fortalt mig, at du var den eneste i Århus’ natteliv, som kunne holde en cigaret mellem brystmusklerne.

»Det kan jeg stadigvæk!«

Han griner.

Ok, jeg behøver ikke at se det.

»Nej, men den er god nok. Jeg kan også holde et fadølsglas på min brystmuskel.«

Din gamle ven Stefan Hermann (rektor for Professionshøjskolen Metropol, red.) siger, at du næsten har den samme drivkraft, man finder hos topatleter og skuespillere. Lysten til at iscenesætte sig selv.

»Lige så lidt som jeg har en branding-strategi, lige så lidt søger jeg iscenesættelsen for dens egen skyld. Men jeg kan ufattelig godt lide konkurrence, og jeg stræber efter at være den bedste inden for det, jeg arbejder med. Jeg vil ikke bare skrive en debatbog for at kunne sige, at jeg har skrevet en bog. Jeg vil skrive den mest solgte debatbog, ligesom jeg vil holde de bedste foredrag. At stræbe efter at overgå folks forventninger er i den grad en stærk drivkraft. For at nå dertil kræver det, at man er i centrum og til tider iscenesætter sig selv og det, man laver. Så jeg er ikke for fin til at være i ALT for damerne. Hvem er jeg til at være for fin til det?«

Jeg har også talt med en af dine gode bekendte, Henrik Qvortrup, Han peger på, at et af dine problemer kan være, at du næsten er FOR velformuleret og godt skåret for tungebundet. Ordene står måske næsten i vejen for det, du gerne vil sige?

»Siden jeg var barn, er jeg blevet konfronteret med, at jeg brugte så mange fremmedord. Men det var jo mine ord, så de var ikke fremmede for mig. Jeg bruger de ord, der ligger mig først for. Når man ved, hvor hurtigt og hvor meget, jeg taler, så skulle jeg være verdens mest begavede menneske, hvis jeg skulle tænke over hvert ord, jeg putter ind i en sætning. Jeg bliver også kritiseret for, at mit sprog er for mangfoldigt og for storladent. Hvis det betyder, at jeg bliver misforstået eller taler ved siden af, så er det imod min fundamentale hensigt, nemlig at yde et bidrag til diskussionskulturen og debatten. Se på resultaterne: På femte år modtager jeg mere end 150 foredragsinvitationer om året. Hvis jeg talte et sprog, som var misforståeligt og meningsløst og uden evne til at fange folks interesse, så ville jeg nok ikke blive inviteret i det omfang.«

Qvortrup nyder dit selskab meget, men han savner, at du ikke altid lyder som en »retorisk stiløvelse«, og at det ikke altid skal være en »ædel tvekamp på argumenter«, som han kalder det. Kan du ikke bare stå og drikke en øl og snakke om ingenting?

»Jeg nyder også Henriks selskab, men når jeg er sammen med ham, føler jeg en hel ekstraordinær oplysningsforpligtelse. Der er nogen, der skal danne den mand, og jeg har gjort ham til mit personlige dannelsesprojekt! Men…«

For første gang er der stille i lokalet. Det varer i seks sekunder.

»Det, jeg nyder ved venners selskab, er, at man i et og samme moment (udtalt på fransk, red.) kan forene drikfældighed, drengerøvsmentalitet, diskussioner og oplysthed. Men at snakke om fodboldresultater, pik og patter en hel aften, det kan jeg simpelthen ikke. Jeg elsker fodbold og det kvindelige brystparti, og jeg er glad for mine egne genitalier, men jeg kunne aldrig få en hel aften til at gå med det i noget menneskes selskab.«

Qvortrup giver dig trods alt så meget ros, at han siger, »at man ikke skal lade sig snyde af Fætter Slikhår«.

Albæk griner.

»Det gør mig altid glad, når et skaldet menneske har et forhold til mit hår.«

Morten Albæk fortæller om en episode kort tid efter sin fars død i juli 2008. En af den slags begivenheder i livet, som man ofte af mangel på bedre kalder for skæbnen. To dage efter farens begravelse fylder Morten Albæk 33 år. Et par dage efter flyver han fra Billund til København, og i flyet møder han en person, han ikke har mødt i seks år. Det er en gammel bekendt fra Århus, det er et glædeligt gensyn, og tilfældet vil, at Morten Albæk og hans bekendt kan sidde ved siden af hinanden på turen. De taler om Albæks flotte karriere, siden han var en lovende studerende i Århus.

»Nå, Morten, skal du så være statsminister eller ordførende direktør for Danske Bank? Hvad drømmer du egentlig om at blive?« spørger manden på sædet ved siden af.

»Normalt er jeg ikke typen, der bare taler fortroligt med alle, jeg møder. Men fordi min far lige er død, er jeg mere ærlig og hudløs, end jeg plejer at være. Så jeg svarer, at jeg og min familie har lyst til at prøve at bo i udlandet i en periode, nu hvor børnene har den alder, de har. Han spørger så, om der slet ikke er noget i Danmark, jeg er interesseret i, og jeg svarer, at den eneste virksomhed, jeg kunne forestille mig at arbejde for, er Vestas.«

Resten er som bekendt historie.

»Da min far dør, tænker jeg, at hvis jeg selv dør i hans alder, så har jeg nu levet i halvdelen af mit liv. Den tanke har jeg, og jeg taler med mine nærmeste om det. Det er ikke særlig konkret, men jeg tænker over, hvad resten af livet skal bruges på. Så jeg er overbevist om, at den samtale i flyet ville have foregået anderledes, hvis det havde været to måneder tidligere. Og så havde jeg ikke været på vej til Århus nu.«

Du har talt meget om din fars forventningspres. Hvad betyder det så for dig, at han ikke er her mere til at fortælle dig, hvad han synes om den måde, du lever dit liv?

»Der er ingen lettelse. Kun sorg og afsavn. Hvad angår ambitioner, så har jeg en samtale med ham for fire-fem år siden. Jeg siger til ham, at nu er der ingen grund til, at han bliver ved med at holde en voksen mand nede, som selv har fået børn og som har klaret sig udmærket i livet. Han svarer, at jeg fuldstændig har misforstået hans opdragelsesprojekt, for han har aldrig holdt mig nede. Tværtimod, forklarer han, har han været strengen i min livets bue, og jeg selv pilen, og jo længere, han kunne trække strengen tilbage, jo længere kunne jeg flyve, når han slap. Det var der, jeg forstod, at han for længst havde sluppet.