Sig det med stumfilm, gør det muligt at være sin egen filminstruktør i stumfilmens univers. Skriv et sjovt manus og send den til en ven eller fjende.
Blekingegadebandens Bo Weymann fortalte om smertefuld soning og bortforklarede ingenting, da han mødte pressen.
Gruppen blev arresteret 13. april 1989.
Centrale medlemmer var med i røveriet mod Købmagergades postkontor 3. november 1988 i København, hvor en 22-årig betjent blev dræbt under røvernes flugt.
Flere af bandens medlemmer fik lange fængselsstraffe. Men gruppens medlemmer holdt tæt, og på grund af manglende beviser lykkedes det aldrig at få nogen dømt for drabet.
Personerne:
Torkil Lauesen:
Ville have læst medicin, men valgte i stedet at blive laborant. Ti års fængsel. Tager en universitetsuddannelse i fængslet og får siden under stor offentlig polemik job i Københavns Kommune.
Jan Weimann:
Forældrene var medlem af DKP. Weimann bliver tilknyttet kommunisten Gotfred Appels organisation KAK. Uddannet IT-ekspert. Fik 10 års fængsel.
Niels Jørgensen:
Valgte som teenager at droppe gymnasiet for at gå ind i det politiske arbejde i KAK. Går på et tidspunkt et helt år under jorden for at kunne hellige sig gruppens aktiviteter. Ti års fængsel. Døde i september 2008.
Andre hovedmedlemmer:
Gotfred Appel:
Karismatisk kommunist, der i slutningen af 1960′erne knytter mange unge, politisk interesserede til sig i Kommunistisk Arbejdskreds, KAK. Mister den politiske magt over personerne, der i dag er kendt som Blekingegadebanden. Appel er død for flere år siden.
Holger Jensen:
Brandmand, opvokset i Gladsaxe, bliver politisk vakt af modstanden mod Vietnam-krigen. Får meget tætte forbindelser til den aktive del af PFLP. Holger Jensen dør i en ulykke i 1980.
Carsten Nielsen:
Oprindelig tømrer. Er manden, der i sidste øjeblik uforvarende afslører Blekingegadebandens hovedkvarter. Mens de øvrige er fængslet, er han på flugt. Han kører galt i Nordsjælland. På sig har han, som de øvrige, et sæt nøgler. Men også – og mere fatalt: en telefonkvittering, som afslører, at gruppens dæklejlighed befinder sig i Blekingegade på Amager. Carsten Nielsen bliver blind ved ulykken. Otte års fængsel.
Desuden:
Peter Døllner. Et års fængsel.
Bo Weymann. Syv års fængsel.
Karsten Møller Hansen: Tre års fængsel.
Schweizeren Marc Rudin blev fanget efterfølgende og idømt otte års fængsel.
I den nye dokumentarfilm ‘Blekingegadebanden’, der har biografpremiere på fredag, fortæller 53-årige Bo Weymann om, hvordan kidnapningen af den svenske milliardærarving Jörn Rausing gik i vasken.
Den største aktion
Aktionen var planlagt til mindste detalje – blandt andet havde banden indrettet et lille fangelokale til Rausing i et sommerhus i Norge.
Kidnapningen skulle give Blekingegadebanden sit hidtil største økonomiske udbytte.
Helst i nærheden af 300 millioner kroner – til gavn for den palæstinensiske befrielsesfront, PFLP. Men efter måneders utroligt detaljerede forberedelser blev det hele droppet i sidste øjeblik.
I filmen fortæller Bo Weymann, hvorledes det gik for sig i en kombination af kolde fødder og skræk for, at uventede detaljer kunne vælte hele læsset.
Drømmen
Alligevel har kidnapningen, der aldrig blev gennemført, siden forfulgt Bo Weymann i form af tilbagevendende mareridt.
I dokumentarfilmen fortæller han således, stadig dybt berørt, om drømmene, hvor Rausing hele tiden spørger ham om, hvorfor han er blevet kidnappet.
Men Bo Weymann har intet svar til ham.
Og hver gang, han drømmer om det, sker der præcis det samme. Igen og igen.
Dyreste dokumentarfilm
Den storstilede plan om at kidnappe Jörn Rausing står stærkt i billedet i den nye dokumentarfilm, som med et budget på lige knap ni millioner kroner ifølge producenterne er den dyreste dokumentarfilm, der nogen sinde er produceret i Danmark.
Pressepremieren i Imperial-biografen i København formede sig som en Hollywoodagtig begivenhed, hvor alt, hvad der kan krybe og gå fra den danske medieverden, var mødt frem.
Den meget omtalte film, som er baseret på forfatteren og journalisten Peter Øvig Knudsens bestsellerbøger om Blekingegadebanden, var selvfølgelig omgærdet af stor forhåndsinteresse.
Et tilløbsstykke
Men når forevisningen endte med at blive noget af et tilløbsstykke, skyldtes det ikke mindst, at Bo Weymann, som filmen er bygget op omkring, selv var til stede.
Man oplevede således det næsten surrealistiske scenarie, at Bo Weymann – en notorisk forbryder med syv års fængsel i bagagen – trådte direkte fra filmens verden og ud i virkelighedens projektører i biografsalen for at møde pressen.
Weymann i rampelyset
Og der sad han så, hovedpersonen, badet i flaksende lampelys.
Manden, som vi netop havde mødt i forevisningen af Anders Riis-Hansens stort og flot anlagte dokumentarfilm over hans og kammeraternes ugerninger. Parat til at besvare journalisternes spørgsmål.
Efter eget udsagn med en vis grad af lettelse, selv om han på ingen måde virkede sådan. Snarere anspændt og urolig.
Ønsker soning
Bo Weymann er den eneste fra Blekingegadebanden, der medvirker direkte i filmen. Det er, siger Bo Weymann selv, et led i den lange og smertefulde soningsproces, han siden har gennemgået.
Weymann forsøger i filmen ikke på nogen måde at bortforklare sin medvirken til forbrydelserne, der var datidens mest koldblodige, brutale og ‘professionelt’ gennemførte røverier.
Tværtimod understreger han hele tiden, hvor skidt han har det med det, der skete.
‘Soning’ er et ord, han konsekvent anvender i filmen og også brugte ved mødet med pressen.
Ingen besked til forældrene
På pressemødet blev han spurgt, om han i dag havde noget at sige til den myrdede betjent Jesper Egtved Hansens forældre.
»Nej, det ville være kvalmende«, sagde Bo Weymann.
Den unge betjent blev skudt under røveriet mod Købmagergades Postkontor i 1988, og det er stadig uklart, hvem af bandens medlemmer, der skød ham. Bo Weymann, der ikke var med under selve røveriet, fastholder, at heller ikke han kender morderens identitet.
På vej med bog
Slut og tæppefald. Bo Weymann forlader biografsalen.
Tager hjem til en tilværelse som IT-ansat, til kone og tre børn og en tilværelse i en forstad til København.
Selv om han giver udtryk for, at han nu ønsker ro om sin person og sin familie, er det måske alligevel ikke det sidste, vi hører til manden, der optræder som ‘Stemmen’ i Peter Øvig Knudsens dokumentariske bøger om Blekingegadebanden.
I hvert fald bebuder han, at han skriver på en bog.
